Slaaraphenland
Kære spilleder
Vi håber du og dine spillere er i storform til at spille scenarieantologien om kejserens stolte imperium. Det, der er på menuen om Middelland, er en letbenet sag:
Fire sultne knægte i den mørke skov Drakwald på jagt efter det sagnomspundne Slaaraphenland. Fristelser og lette løsninger lurer undervejs. En kvalm komedie for fire spillere og en spilleder – med en hel unik kagemekanik.
Baggrundshistorie: Nebelheim, en by i nød
I udkanten af den dunkle skov Drakwald ligger en lille by ved navn Nebelheim. I og omkring byen bor godt hundrede sjæle, som lever af landbrug. Nebelheim har aldrig været rig, men engang kunne man kalde den for velforsynet. Det var før høsten slog fejl fire år i træk. Nu er det forår, og byens madreserver er ved at slippe op.
Sulten gnaver i byens indbyggere, herunder denne lille histories fire hovedpersoner, drengene Klaus, Christof, Andreas og Martin. Men nu har vennerne besluttet sig for at gøre noget ved sagen. Bevæbnet med et magisk kort leder Christof sine venner ind i Drakwald på sporet af Slaaraphenland.
Legenden om Slaaraphenland
Middenlands store skov Drakwald er omgæret af megen mystik og historier. Alle børnenes favorit er den om jægeren, der farede vild. Han var ved at opgive håbet, da han dybt inde i skoven ankom til en lysning, hvor sød musik og duften af mundgodt hilste ham velkommen. Dansende ungmøer og høflige tjenere bød ham velkommen til Slaaraphenland, hvor alt godt var gratis. Han fik kage og steg, sovs og vin, og da han blev træt fik han anvist den dejligste seng af gåsefjer. Næste dag vågnede han frisk og udhvilet, og tjenerne gav ham en stor madpakke og fulgte ham til et sted han kendte i skoven.
De fleste fornuftige folk affærdiger sagnet som en god historie, men hvem kan sige sig helt fri for at drømme om et sted som Slaaraphenland?
Sandheden om Slaaraphenland
Du gættede rigtigt. Slaa
raphenland findes inde i Drakwald, men det er kun et paradis på overfladen. Under overfladen er det helvede på jord. Kaosguden Slaanesh’ fristende, sensuelle og groteske helvede.
Novellen handler om fire drenge, der hver især har laster og lyster, som gør dem til nemme ofre for Slaanesh. Christof er en lystløgner hvis magiske kort er en sammenfoldet lap papir. Klaus er en overhellig lidderbuks der undnytter sin status som degn til at se ungpigebryster. Andreas er en forsmået bangebuks. Og endelig er Martin skrupelløs og ambitiøs. Men de er også bare sultne unge mænd, der ikke kan vente med at få det, de hver især begærer.
Struktur og spil
Novellen er ganske lineær, og består af otte korte scener og en finale. I hver scene fristes drengene til at gøre udåder ved at lade deres egne behov vinde over almindelig god moral. Jo mere drengene lader sig friste, desto mere manifesterer Slaanesh sig og lokker vennerne ind i sit rige.
Til sidst ankommer firkløveret til Slaaraphenland, men når euforien over at være nået frem har lagt sig, går det op for drengene, at der er noget helt galt med deres paradis. Det er dog kun dem, der ikke allerede er faldet til kaos, der får muligheden for at slippe levende derfra.
Hvis spilpersonerne undervejs forsøger at vende om, må de sande at de er faret vild. De er allerede kommet så langt ud i skoven, at de ikke kender vejen, og uanset hvad de gør, vil Drakwald trække dem ubønhørligt imod Slaaraphenland.
Sceneoversigt
Scene 1: Forbuden frugt
Scene 2: Frühstück
Scene 3: Slagtebænken
Scene 4: Suppedasen
Scene 5: Pandekager
Scene 6: Kirsebær
Scene 7: Banketten
Scene 8: Lænders Frugt
Finalen: Kaos
Kagemekanikken
For at holde styr på drengenes individuelle fald, har novellen en simpel lille mekanik. Du skal give hver spiller en lækker mazarintærte skåret i seks dele. Hver gang rollen lader sig friste til at gøre det umoralske i en scene, skal spilleren spise et stykke. Det er vigtig at pointere, at der ikke er nogen kære mor, tømmermænd eller andre undskyldninger: Stykket skal spises!
I hver scene er der en fristelse. Såfremt en spiller har spist hele sin kage når I når finalen, kan rollen ikke reddes, og må for evigt blive en del af Slaanesh’ tjenere. De spillere som ikke har spist hele deres tærte, har muligheden for at slippe væk, men det bliver ikke let. Hver spiller må højst spise ét stykke pr. scene.
Slaanesh - guden og hans indflydelse
I warhammerverdenen trues alle dødelige racers liv og mentale helbred af fire frygtelige urguder, kaosguderne. Hver er kaosguderne har sit domæne, sit område, som på overfladen kan virke tiltrækkende, men kun fører til afgrunden. Slaanesh er guden for kødets fristelser, med alt hvad der dertil hører af begær, fråseri og dekadance. Slaanesh er en mester i at lokke svage sjæle. Guden starter i det uskyldige med små fristelser, som efterfølges af mere og mere absurde og outrerede lyksagligheder, der driver ofret længere og længere fra det normale og mere og mere ind i gudens sindsyge univers af uhæmmet og ubunden lyst. Slaanesh ynder at skænke sine tilbedere mutationer, og foretrækker ændringer knyttet til køn og begær. Gudens foretrukne tjenere ses tit med gedebukkehorn og –klove samt bryster. Gerne samtidig – Slaanesh er meget glad for det androgyne.
I spil udfordrer Slaanesh drengenes moral ved gentagende fristelser som kulminerer i Slaaraphenland. Hvert gang drengene bider på krogen, kommer de lidt mere i Slaanesh’ magt. Rent praktisk betyder det at hver gang spillerne spiser et stykke kage, skal du lade dem føle gudens nærhed mere og mere.
Efter første stykke – smager alting lidt bedre, og i det hele taget er spilpersonen blevet mere sanselig. Gør meget ud af at beskrive forskellige sanseindtryk, især knyttet til smag.
Efter andet stykke - bliver det nemmere for Slaanesh at fremhæve sine gaver. Gentag og uddyb hvor lækker Frühstückkurven, pandekagerne osv. ser ud for de spillere, som er på vej i armene på Slaanesh.
Efter tredje stykke – begynder Slaanesh at kunne påvirke mere end drengenes sanser. Nu puster han til deres sult og begær. Du skal påpege hvor sultne drengene er, hvor meget deres tænder løber i vand osv.
Efter fjerde stykke – får Slaanesh også magt over drengenes sind. Drengenes bevidsthed er ikke længere alene deres egen. Du kan nu begynde at hviske i spillernes ører. Fremhæv de lette løsninger, spil på drengenes komplekser i forhold til deres venner, og lad stemmen fortælle om de andres egoistiske planer.
Efter femte stykke – er der ingen vej tilbage. Slaanesh har nu fået en ny tjener også selvom det ikke er gået op for drengen selv. Slaanesh kan nu udøve sine bedrag igennem drengen, og disse bedrag kan tage de mest fantastiske former. Pludselig er Christofs kort magisk, Andreas frygtløs og umeneskelig stærk osv., hvis det passer i Kaos’ kram.
Efter sjette stykke – hensynker drengen i lyksalig apati. Han er blevet doven og dvask, og ønsker intet andet end at sidde i græsset og slå mave indtil han er sulten igen. Han vil ikke længere ønske at komme hjem igen, og vil være helt umulig at tale til fornuft.
I finalen er det også væsentligt hvor mange stykker kage der er blevet spist. Hvis en spiller højst har spist et enkelt stykke er hans spilperson stadig frisk og klar, og må handle frit. Han kan måske endda hjælpe en ven i nød. Hvis en spiller har spist to eller tre stykker er hans spilperson blevet lidt for veltilfreds og søvnig, og han skal ikke foretage mange svinkeærinder før han bliver fanget. Hvis en spiller har spist fire eller fem stykker har Slaanesh fået så meget magt over spilpersonens sind, at det bliver stort set umuligt for ham at slippe væk, i hvert fald uden hjælp fra de andre. Hvis en spiller har spist alle seks stykker ønsker hans spilperson slet ikke at flygte.
Ydre korruption bliver også mere og mere tydelig i scenariet, uanset spillernes indtag af kage. I den første halvdel af scenariet er en enkelt antydning af noget unaturligt fint, i den anden halvdel må der godt komme noget tydeligt i næsten hver scene. I finalen er der mutationer til alle!
Scener
Scene 1: Forbuden frugt
Lidt uden for Nebelheim bor den sære enkefru Schneider. Man ser hende ikke så tit, men alle i landsbyen kender hende som en rar gammel dame, der laver en vidunderlig æbletærte. Ungersvendene kommer forbi hendes tilgroede have og ser et stort æbletræ stå derinde. De fleste æbler er plukket, men enkefruen har ladet et par sidde tilbage.
Kravler spilpersonerne ind i haven og stjæler æblerne?
Mulige komplikationer: Måske kommer enkefruen ud og beder dem pænt om at lade være – det er det sidste mad hun har. Hendes store kat kan også komme springende og kradse spilpersonerne. Måske sidder æblerne så højt, at man er nødt til at kravle for at nå dem – eller finde en stige. Er der nok æbler til dem alle?
Scene 2: Frühstück
På stien der fører dybere ind i skoven støder ungersvendene på en sovende mand. Han har langt hår og en farvestrålende vest. Ved siden af ham står en kurv pakket med lækker Früstück – godt brød, smør, ost, pølse, et æg, lidt frugt og et stort bæger frisk mælk. Det dufter fortrinligt.
Sniger spilpersonerne sig over og plyndrer kurven?
Mulige komplikationer: Måske vågner manden og forlanger en forklaring. Kan Christofs løgne blive afsløret, hvis de andre spørger manden om vej til Slaaraphenland? Der er meget mad i den kurv – har han venner i nærheden?
Scene 3: Suppedasen
Stien er efterhånden forsvundet helt, men alligevel støder ungersvendene på en lille hytte. Der er ingen hjemme, men inde i huset, over ilden står en stor gryde med en dampende suppe. Der er også et lille bord, med fire meget magelige stole, der indbyder til at sidde og dase.
Bryder spilpersonerne ind i huset og spiser suppen?
Mulige komplikationer: Måske er låsen svær at få op. Det vil larme hvis Andreas skal hugge døren ned med sin økse. Spilpersonerne kan se løg, porrer, gulerødder, jordskokker og selleri i suppen, men hvad er det for noget kød, der er i? Kommer husets beboere tilbage, så firkløveret må lave en hastig retræte?
Scene 4: Slagtebænken
Christof har ledt ungersvendene dybere ind i skoven. Pludselig braser de ind i en lysning, hvor der står et lille, fint, hvidt lam og kigger på dem med store øjne. Pludselig bræger det lidt og slår med benene. Det får straks alle til at tænke på dejlig lammekølle.
Slår spilpersonerne lammet ihjel får at få sig et måltid varm mad?
Mulige komplikationer: Andreas har en stor økse, men har han hjerte til at svinge den? Og har de andre musklerne? Måske springer lammet rundt i kådhed, og nogen skal holde det, mens de slår det ihjel. Kan de overhovedet finde ud af at partere lammet så de kan tilberede køddet? - Det kan godt blive blodigt.
Scene 5: Pandekager
Ungersvendene har fornemmelsen af at være faret vild, da de pludselig støder på to børn, Heinz og Gertraud, der sidder på en træstamme. På stammen imellem dem står et fad med pandekager, strøet med sukker og pyntet med æbler og nødder.
Vil spilpersonerne forsøge at tage pandekagerne fra de to uskyldige børn?
Mulige komplikationer: Måske kan Christof binde de to børn en historie på ærmet, og på den måde franarre dem deres skat. Kan spilpersonerne holde det ud, hvis de stakkels små begynder at tude? Måske er den, der har givet dem pandekagerne i nærheden.
Scene 6: Kirsebær
I en lysning sidder fire piger og holder skovtur. I baggrunden øjnes en lille idyllisk landsby. De fire piger er kun lige begyndt at få former, men er skamløst udfordrende klædt. En af dem er slidset op til livet og hele hendes velformede ben kan ses. En anden er så nedringet, at hendes bryster truer med at vælte ud hvert øjeblik det skal være. Den tredjes skørt er så kort, at man næsten kan se at hun ikke har noget under. Den sidste er mere ærbart klædt, men rører en gang imellem ved sig selv på upassende steder. På den hvide dug der er spredt ud over græsset står fire saftige kirsebærtærter.
Sætter spilpersonerne sig ned og spiser kirsebærtærter med de fire jomfruer?
Mulige komplikationer: Måske synes Andreas, at de andres piger er lækrere end hans egen. Er Martin tilfreds hvis kun en af dem sidder med ham? Klaus synes måske de unge piger er lidt for slanke til hans smag. Kan han mon fede en af dem op, hvis han giver hende tærte? Er det ikke foruroligende hurtigt hun bliver rundere? Måske bliver pigerne bekymrede for deres mødres reaktion, hvis der bliver spildt kirsebær på den fine, hvide dug.
Scene 7: Banketten
Ungersvendene fortsætter ind i den idylliske landsby, som naturligvis er Slaaraphenland. De kommer ind til et gigantisk bord, dækket af kager. Dusinvis af forskellige, lækre kager står i en indbydende opstilling. Fordelt imellem dem er alskens lækre sovse til at hælde ud over. For enden af bordet sidder en lille skægget mandsling ved navn Johan. Han byder ungersvendene velkommen til Slaaraphenland og beder dem sætte sig ned.
Tager spilpersonerne plads ved bordet og holder kage-orgie?
Mulige komplikationer: Måske synes en af spilpersonerne det er mærkeligt, at der kun bliver serveret kage i Slaaraphenland. Hvad blev der af de solide portioner steg han havde håbet på? Johan kan næppe give en bedre forklaring, han snakker kun om højtsvævende emner ingen forstår. Måske får en af spilpersonerne et glimt af noget unaturligt under Johans skjorte. Var det et bryst? En tentakel? Noget endnu værre?
Scene 8: Lænders frugt
På et tidspunkt får ungersvendene øje på en kvinde der ligger midt på bordet – de havde ikke set hende før. Hun er meget smuk, og ligger sensuelt henslængt mellem overfloden. Hun er nøgen bortset fra et fad med en stor kage, der belejligt dækker hendes køn. Kagen er den lækreste kage, de fire ungersvende nogensinde har set – den er præcist som de hver især forestiller sig en kage skal være.
Går spilpersonerne over til kvinden og spiser af hendes lækre kage?
Mulige komplikationer: Måske begynder spilpersonerne at tale om hvordan kagen ser ud – de er sikkert ikke enige. Er spilpersonerne blevet så dekadente, at de ikke længere studser over at hun er nøgen? Der er intet bestik, og kagen er ikke lige til at flytte – måske er de nødt til at bøje sig over kvinden og spise direkte af kagen. Måske kan kvinden godt lide at de spiser af kagen, men hendes stønnen lyder sært dyb og maskulin.
Finalen: Kaos
Mens ungersvendene er afledt af kvinden samler der sig en stor skare omkring dem. Det er alle Slaaraphenlands beboere, der er anført af deres leder Marcus. Som udgangspunkt er han en flot mand, med mørkt hår og præcis den rigtige længde skægstubbe. Hans ansigt er pudret hvidt, og han har en skønhedsplet på kinden. I stedet for fødder har han gedebukkeklove og fra hans hoved stikker to snoede horn op. Også de andre beboere har mutationer af forskellig karakter. Marcus fortæller ungersvendene at de nu er en del af Slaaraphenland, og at de ikke kan forlade det. Hvis de forsøger vil de blive dræbt.
Forsøger spilpersonerne at stikke af, eller kæmpe deres vej ud?
Mulige komplikationer: Hvis spilpersonerne har spist for meget i løbet af scenariet kan de ikke flytte sig. De er blevet for dvaske og lade, og vil hellere sidde i græsset og slå mave. Jo mere tilbageholdende de har været, desto mere fodrappe er de, hvis de tager flugten. Hvad med de andre spilpersoner? Kan de efterlade deres venner? Hvad hvis de dvaske, der bliver siddende i græsset begynder at mutere pludseligt? Spilpersoner der flygter men bliver fanget vil blive spist af byens indbyggere – og måske også af deres venner. Der er ingen grænser for dekadencen og kreativiteten, når Slaaraphenlands indbyggere skal fortære andre mennesker i et orgie af kød og blod.
Klaus Hahn – den liderlige degn
”Dine synder er mange og alvorlige..” pigen kiggede forskræmt på Klaus. ”Du har nu to muligheder. Enten kan vi gå hen og tale med pateren selv. Jeg er sikker på at hans straf vil være hård og retfærdig. 20 piskeslag eller lignende. Eller også kan du vaske dine synder af dig her.. bade din overkrop i Sigmars hellige vand, og blive renset.” Hun kiggede skeptisk på ham. ”Skal du være her mens jeg gør det?”. ”Ja selvfølgelig” svarede Klaus ”Jeg skal jo sikre mig, at du gør det ordentligt, men bare rolig - jeg er jo degnen.”
Klaus er byens degn. Han hjælper sin mester, Sigmarpræsten i templet, underviser de lokale børn hver festag, og spiller hellig overfor sine venner. Han er en høj og mager fyr på 17 år, med kort sort hår, en markant næse og grønne øjne. Klaus var tynd allerede før hungersnøden. Sulten kan han leve med, men han bryder sig ikke om at se hvad den gør ved landsbyens piger. Før var de småbuttede og havde dejlig, mælkehvid hud, der skinnede i templets vand når han tvang dem til at bade brysterne. Nu er de magre og rødlige i huden.
Klaus har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Før i tiden ville han formanende have løftet sit blik fra lde hellige skrifter og fortælle de andre, at den slags fantasier ikke var noget for rettroende borgere i Imperiet. Men nu lyder historierne om paradiset i skoven med store kager, limonade og serveringspiger med dejlige runde former, mere og mere tillokkende.
”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.
Stikord: Sigmartro, vis i den guddommelig lærdom, spiller from, liderlig men jomfru.
Grej: Sorte degneklæder med hvid kravat, Et eksemplar af Sigmars hellige skrifter i lommestørrelse - indeholdende et pikant to-dalers tegnehæfte med nøgne damer, et blækhus men ingen fjer.
Christof Bauer – den påståelige bondesøn
De havde alle hørt den. Historien om Slaaraphenland. Christof kunne se, at nogle af de andre havde troet på den. Det var også en god historie. Og i tider som disse havde folk brug for gode historier, og der var intet Christof vidste bedre end at fortælle dem. Pludselig fik han en idé. En ny historie tog form i hovedet på ham…
Christof er 16 år og søn af en ganske almindelig bonde. Han bor på en går lidt ude for Nebelheim. Han hjælper sin far i markerne og sin mor i kostalden. Og så hænger han ud med sine tre venner. Før de dårlige høste havde han en lille vom, men den er væk nu. Så nu er han bare en lav og spinkel lille fyr, med pjusket brunt hår og brune øjne.
Christof er hverken vis og from som Klaus. høj og stærk som Andreas eller bare snedig som Martin. Han er blot en simpel bondesøn. Derfor lyver Christof om stort og småt for at gøre sig interessant for gruppen. Nogen gange opdager de andre det, og så får han som regel en røffel af Klaus eller Martin, men oftere og oftere slipper han af sted med det. Denne gang ville Christof dog ønske de andre ville afsløre ham. Han ville ønske, at han aldrig havde påstået at have fået et magisk kort til Slaaraphenland. De blev alle så glade og nu er den lille gruppe venner på vej ind i den store skov. Christof tør ikke fortælle de andre om løgnen, så i stedet fylder han på. I Christofs version er der ingen ende på Slaraphenlands lyksaligheder.
”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt mens han tænkte: ”Sig ja, sig ja.” ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.
Stikord: Trofast, ser op til sine venner, lavt selvværd, lystløgner.
Grej: Slidte hørbukser, en skjorte der engang var hvid, mørk uldvest, en pose med glaskugler, et stort gulligt sammenfoldet papir som han har bildt de andre ind er kortet til Slaraphenland.
Andreas Krause – den skinsyge skovhugger
”Giv mig det” sagde Andreas til sin broder. Broderen sendte ham et blik, der tydeligt viste hvor lidt, han havde tænkt sig at opgive sit æble. ”Giv mig det, du har så mange. Du arvede jo æbletræet.” Broderen fik et irriteret udtryk og svarede: ”Ja, men du arvede øksen, så du har faktisk noget at leve af. Hvis du ellers turde gå ud i skoven og gøre noget ved det.” Reprimanden sved, og Andreas så ned i jorden. Han havde tabt igen. Ligesom da de skulle arve, ligesom da han friede til sin udkårne og ligesom da et træ ramte ned i hans hus. Det gik altid meget bedre for alle andre.
Andreas er 19 år gammel, og er skovhugger af profession, ligesom hans fader var før ham. Men han bryder sig ikke særlig meget om at være ude i skoven, da der er alle mulige lyde. Han er en høj mand, med rodet, brunt hår. Han er meget tynd da han aldrig får noget at spise.
Andreas synes altid, at alle andre er meget heldigere end han er. Uanset om det drejer sig om mad, kvinder eller andre sager føler Andreas sig forfordelt, og er i det hele taget forsmået. Andreas har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Hvis overfloden er så stor må der være nok til alle – også dem der står sidst i køen. Og nu har han fået chancen…
”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.
Stikord: Usikker, ønsker bare at få sin del, bange for skoven, misundelig.
Grej: Solidt arbejdstøj, der er alt for stort, gamle støvler der gnaver, en presset viol og en stor skovhuggerøkse.
Martin Schulz– den grådige skriver
Martin kiggede op fra sine papirer og så ud af vinduet. Det var et kedeligt arbejde, men han var en ambitiøs ung mand, der vidste at man ikke kom sovende til succes. Nebelheims burgomeister kom ind gennem døren – han var den eneste i landsbyen der stadig var fed. ”Beboerne har krævet, at jeg gør noget ved hungersnøden. Den opgave uddelegerer jeg omgående til dig, Martin.” Det var grunden til, at Martin drømte om en dag selv at være en fed mand med en gylden kæde.
Martin er 20 år gammel og skriver for byens burgomeister. Han arbejder der udelukkende for at mele sin egen kage. Han er en meget bleg mand, med lyst hår og en skæv ryg. Han vil gerne hjælpe med at løse byens problemer, især hvis han selv kan fremstå som dagens mand i skysovs.
Martin kommer fra fattige kår og har arbejdet sig op fra bunden. Han har prøvet at sulte, selvom der ikke var hungersnød og han havde svoret det aldrig skulle ske igen. På den hårde måde har han lært, at enhver er sig selv nærmest, men han gør sit bedste for at forsøge at tænke på andre. Martin har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Det er hans chance for at mæske sig, og hvis der er så meget overflod kan der vel også falde lidt af til de andre. Han tror egentlig mest det er en myte, men da muligheden opstod, slog han til…
”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.
Stikord: Ambitiøs, synes selv han er sjov, høflig, bjærgsom.
Grej: Et par slidte lærredsbukser, en tynd hvid skjorte, der er mør fordi den er vasket så mange gange, et lille guldindrammet maleri af hans mor og to fjerpenne uden blæk.
