Characters Slaaraphenland 3/3

Klaus Hahn – den liderlige degn
”Dine synder er mange og alvorlige..” pigen kiggede forskræmt på Klaus. ”Du har nu to muligheder. Enten kan vi gå hen og tale med pateren selv. Jeg er sikker på at hans straf vil være hård og retfærdig. 20 piskeslag eller lignende. Eller også kan du vaske dine synder af dig her.. bade din overkrop i Sigmars hellige vand, og blive renset.” Hun kiggede skeptisk på ham. ”Skal du være her mens jeg gør det?”. ”Ja selvfølgelig” svarede Klaus ”Jeg skal jo sikre mig, at du gør det ordentligt, men bare rolig - jeg er jo degnen.”

Klaus er byens degn. Han hjælper sin mester, Sigmarpræsten i templet, underviser de lokale børn hver festag, og spiller hellig overfor sine venner. Han er en høj og mager fyr på 17 år, med kort sort hår, en markant næse og grønne øjne. Klaus var tynd allerede før hungersnøden. Sulten kan han leve med, men han bryder sig ikke om at se hvad den gør ved landsbyens piger. Før var de småbuttede og havde dejlig, mælkehvid hud, der skinnede i templets vand når han tvang dem til at bade brysterne. Nu er de magre og rødlige i huden.

Klaus har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Før i tiden ville han formanende have løftet sit blik fra lde hellige skrifter og fortælle de andre, at den slags fantasier ikke var noget for rettroende borgere i Imperiet. Men nu lyder historierne om paradiset i skoven med store kager, limonade og serveringspiger med dejlige runde former, mere og mere tillokkende.

”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.

Stikord: Sigmartro, vis i den guddommelig lærdom, spiller from, liderlig men jomfru.
Grej: Sorte degneklæder med hvid kravat, Et eksemplar af Sigmars hellige skrifter i lommestørrelse - indeholdende et pikant to-dalers tegnehæfte med nøgne damer, et blækhus men ingen fjer.

Christof Bauer – den påståelige bondesøn
De havde alle hørt den. Historien om Slaaraphenland. Christof kunne se, at nogle af de andre havde troet på den. Det var også en god historie. Og i tider som disse havde folk brug for gode historier, og der var intet Christof vidste bedre end at fortælle dem. Pludselig fik han en idé. En ny historie tog form i hovedet på ham…

Christof er 16 år og søn af en ganske almindelig bonde. Han bor på en går lidt ude for Nebelheim. Han hjælper sin far i markerne og sin mor i kostalden. Og så hænger han ud med sine tre venner. Før de dårlige høste havde han en lille vom, men den er væk nu. Så nu er han bare en lav og spinkel lille fyr, med pjusket brunt hår og brune øjne.

Christof er hverken vis og from som Klaus. høj og stærk som Andreas eller bare snedig som Martin. Han er blot en simpel bondesøn. Derfor lyver Christof om stort og småt for at gøre sig interessant for gruppen. Nogen gange opdager de andre det, og så får han som regel en røffel af Klaus eller Martin, men oftere og oftere slipper han af sted med det. Denne gang ville Christof dog ønske de andre ville afsløre ham. Han ville ønske, at han aldrig havde påstået at have fået et magisk kort til Slaaraphenland. De blev alle så glade og nu er den lille gruppe venner på vej ind i den store skov. Christof tør ikke fortælle de andre om løgnen, så i stedet fylder han på. I Christofs version er der ingen ende på Slaraphenlands lyksaligheder.

”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt mens han tænkte: ”Sig ja, sig ja.” ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.

Stikord: Trofast, ser op til sine venner, lavt selvværd, lystløgner.
Grej: Slidte hørbukser, en skjorte der engang var hvid, mørk uldvest, en pose med glaskugler, et stort gulligt sammenfoldet papir som han har bildt de andre ind er kortet til Slaraphenland.

Andreas Krause – den skinsyge skovhugger
”Giv mig det” sagde Andreas til sin broder. Broderen sendte ham et blik, der tydeligt viste hvor lidt, han havde tænkt sig at opgive sit æble. ”Giv mig det, du har så mange. Du arvede jo æbletræet.” Broderen fik et irriteret udtryk og svarede: ”Ja, men du arvede øksen, så du har faktisk noget at leve af. Hvis du ellers turde gå ud i skoven og gøre noget ved det.” Reprimanden sved, og Andreas så ned i jorden. Han havde tabt igen. Ligesom da de skulle arve, ligesom da han friede til sin udkårne og ligesom da et træ ramte ned i hans hus. Det gik altid meget bedre for alle andre.

Andreas er 19 år gammel, og er skovhugger af profession, ligesom hans fader var før ham. Men han bryder sig ikke særlig meget om at være ude i skoven, da der er alle mulige lyde. Han er en høj mand, med rodet, brunt hår. Han er meget tynd da han aldrig får noget at spise.

Andreas synes altid, at alle andre er meget heldigere end han er. Uanset om det drejer sig om mad, kvinder eller andre sager føler Andreas sig forfordelt, og er i det hele taget forsmået. Andreas har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Hvis overfloden er så stor må der være nok til alle – også dem der står sidst i køen. Og nu har han fået chancen…
”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.

Stikord: Usikker, ønsker bare at få sin del, bange for skoven, misundelig.
Grej: Solidt arbejdstøj, der er alt for stort, gamle støvler der gnaver, en presset viol og en stor skovhuggerøkse.

Martin Schulz– den grådige skriver
Martin kiggede op fra sine papirer og så ud af vinduet. Det var et kedeligt arbejde, men han var en ambitiøs ung mand, der vidste at man ikke kom sovende til succes. Nebelheims burgomeister kom ind gennem døren – han var den eneste i landsbyen der stadig var fed. ”Beboerne har krævet, at jeg gør noget ved hungersnøden. Den opgave uddelegerer jeg omgående til dig, Martin.” Det var grunden til, at Martin drømte om en dag selv at være en fed mand med en gylden kæde.

Martin er 20 år gammel og skriver for byens burgomeister. Han arbejder der udelukkende for at mele sin egen kage. Han er en meget bleg mand, med lyst hår og en skæv ryg. Han vil gerne hjælpe med at løse byens problemer, især hvis han selv kan fremstå som dagens mand i skysovs.

Martin kommer fra fattige kår og har arbejdet sig op fra bunden. Han har prøvet at sulte, selvom der ikke var hungersnød og han havde svoret det aldrig skulle ske igen. På den hårde måde har han lært, at enhver er sig selv nærmest, men han gør sit bedste for at forsøge at tænke på andre. Martin har ligesom alle andre i Nebelheim hørt rygterne om Slaaraphenland. Det er hans chance for at mæske sig, og hvis der er så meget overflod kan der vel også falde lidt af til de andre. Han tror egentlig mest det er en myte, men da muligheden opstod, slog han til…

”Er du sikker på at det er denne vej” spurgte Martin skeptisk. ”Ja da” svarede Christof og sank engang ved synet af det mørke skovbryn. ”Slaaraphenland er derinde”. ”Må jeg se lige se det kort” sagde Klaus med udstrakt hånd. Christof svarede hurtigt: ”Som jeg har forklaret før, så sagde den mystiske fremmede, at kortet vil brænde, hvis en anden end den første beskuer, dvs. mig, ser på kortet. Det er vel ikke fordi I er bange?” svarede Christof kækt. ”Nej selvfølgelig ikke” svarede Andreas og gik forrest ind i den mørke skov.

Stikord: Ambitiøs, synes selv han er sjov, høflig, bjærgsom.
Grej: Et par slidte lærredsbukser, en tynd hvid skjorte, der er mør fordi den er vasket så mange gange, et lille guldindrammet maleri af hans mor og to fjerpenne uden blæk.

Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License